| Beskrevne arter: |
| Egretta garzetta |
|
|
|
|
BeskrivelseHan og hun er ens. Fjerdragten er helt hvid (heraf navnet Silkehejre). Uden for yngletiden er ben og fødder sorte og næbbet gult. Tøjlen (den nøgne plet foran øjet) er grålig. Yngledragt: 2-3 hvide nakkeprydfjer samt prydfjer på brystet. Tøjlen bliver rødlig (eventuelt gul eller purpur) og fødder og knæ orange eller lyserøde. Øjnene kan blive mørkere. Ungfugl har lysebrunt næb. Benene er grøntonede men ellers ligner den de voksne.
|
Silkehejren lægger 3-6 matte blågrønne æg,
som udruges på 21-22 dage (undtagelsesvis op til 25 dage), og ungerne
er flyvefærdige efter 40-45 dage. De lægger normalt kun æg
1 gang om året. Hvis æggene ret hurtigt går tabt, kan der
dog lægges nye "erstatningsæg". Både hanner og hunner
ruger på æggene. Kun hanner samler grene til reden, kun én
gren ad gangen, som den giver til hunnen, der næsten alene bygger reden.
Reden er ofte 30-35 cm i diameter og 10-15 cm dyb/høj. De enkelte
grene er gerne 10-15 cm lange.
I Europa lægges æggene om foråret (i Camargue, Frankrig, i begyndelsen af april). I troperne lægges de ved slutningen af regntiden (hovedregntiden, hgvis der er to).
Silkehejren spiser navnlig fisk, men også frøer, tudser, krebsdyr, insekter og orme. Byttet er som regel kun 2-6 cm langt. de kan også spise firben, slanger, små pattedyr (som mus) og snegle. I Europa er hovedmenuen krebsdyr, edderkopper, insekter, fisk, haletudser og voksne froer og tudser. det bør nok bemærkes, at de fleste af de fisk, den fanger, ikke har nogen økomomisk værdi.
Arten er hovedsagelig trækfugl, men delvis standfugl.
Udbredelse: Sydeuropa, Afrika, Syd- og centralasien,
Australien. (Silkehejren er mindst 3 gange set i Nord- og Mellemamerika)![]() |
Underarter og deres udbredelse
| Egretta garzetta garzetta : sydlige Europe til
Japan og Afrika Egretta garzetta nigripes : Sunda-øerne, Philippinerne til New Guinea, Australien |
Egretta garzetta immaculata : nordlige og østlige Australien |
Revhejre og Mascarenerhejre regnedes tidligere for underarter af Silkehejren.
I juli 2005 sås 14 silkehejer, herunder en rekordstor flok på 7 silkehejrer ved Skallingen, Vestjylland.
Set fredag den 23. januar 2004 i Åmose (Vestsjælland)
Torsdag den 14. december 2002 sås en silkehejret ved Lindøværftet på Fyn. Var det første gang man så en silkehejre i Danmark om vinteren?
Nej, en silkehejre sås også i dette område fra december 2000 til 19. Januar 2001 ifølge "Rapport nr 32 fra Sjældenhedsudvalget".
| Kort over Silkehejrens
udbredelse i Europa.
|
Beskyttelse: Som art, der kræver særlig beskyttelse i Europa, er Silkehejre omfattet af Bilag I til fuglebeskyttelsesdirektivet (Rådets direktiv af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (79/409/EØF)). Udbredelseskortet til venstre er hentet fra EU's websider om Bilag I-arter. Se EU's engelske side om Silkehejre med yderligere oplysninger. Signaturforklaring: Gul = Sommergæst
|
Det videnskabelige navns betydning: Egrette kommer fra fransk aigrette, der betyder lille hejre. Garzetta eller sgarzetta er italiensk for lille hejre (altså samme betydning som det franske aigrette).
Silkehejren rykker længere nordpå i Europa også som rugefugl. De nye succesfulde rugeområder ligger navnlig i nærheden af kysterne.
Se kort over udbredelse i Europa med mere. Den europæiske bestand er på 50.000-70.000 rugende par fordelt på omkring 16 lande (navnlig sydeuropæiske) (ifølge Kushlan & Hafner 2000 [eng. ref. 2] 32% i Italien og 17% i Frankrig)
I vinteren 1984-1985 døde 92 % af de overvintrende franske silkehejrer på grund af den strenge vinter. Det er således heldigt.. at mange europæiske silkehejrer stadig trækker til vestafrika om vinteren.
|
Island 1 silkehejre set den 28. juni 2004 ved Stokkseyri (Tóftarvatn). - den 16. juli 2004 var den stadig ved Litla-Hraun fængslet, Eyrarbakki Norge: Få spredte observationer Sverige: Optrådte første gang i Sverige i 1949. Se liste over observationer i Sverige med kort (på svensk). Tyskland: Har nu og da ruget i Tyskland, første gang i 1992. Nærmere oplysninger på tysk. Holland Rugede første gang i Holland i 1979. Der kom dog først rigtig gang i rugningen fra 1998 med stigende antal rugende par i tiden derefter og nu tælles der hvert år over 20 rugende par. Det nordligste sted silkehejren har ynglet er i Friesland i 1999 lidt nord for 55° nordlig bredde, hvilket således er 5° nordligere end det kendte eksempel fra Dnepr-dalen (50° N) i Ukraine (ifølge Kushlan & Hafner 2000 [eng. ref. 2] var den nordligste rugegrænse 50° N i Dnepr-dalen - i Asien ruger Silkehejren ikke nordligere end 37° N)). Belgien: Er siden 1971 blevet set hvert år. Fra 1995 fast ynglefugl i Zwin, hvor den ruger i en koloni sammen med Fiskehejre og Nathejre. I 2002 blev der talt 8 rugende par, men antallet er muligvis større. 2004 muligvis 14 rugende par?. |
England: Silkehejren har ruget i Dorset siden 1996. Nu er der ca. 50 rugende par og omkring 1600 overvintrende fugle i Det Forenede Kongerige. Et godt sted at observere silkehejren er Arne Reservatet (med fugleskjul) ved Pool Harbour (En gratis folder med rutekort fås ved parkeringspladsen). Der er også mange silkehejrer ved Chichester. Se endvidere RSPBs webside (på engelsk). Irland: Her er antallet af rugende par på kort tid steget fra 12 rugende par i 1997 til mindst 112 rugende par i 2003. Lokalt almindelig. Ses hele året. Gullistet. Frankrig: Et godt sted at se silkehejrer. Jeg har et eller andet sted læst at ca. 70% af den europæiske bestand ruger i Camarque i Sydfrankrig, men det må nu nok have været før den bredte sig nordpå. Siden 1978 har den ruget ved mundingen af floden Somme nær reservatet Manquenterre. I 2000 taltes der på sovepladsen ved Manqueterre 775 silkehejrer. den ruger her i en blandet hejrekoloni (med hele112 rugende silkehejrepar i 2001. Østrig. I 2003 ynglede silkehejre for første gang i den østrigske delstat Øvre Østrig. 2 ynglende par rugede i en blandet hejrekoloni sammen med Fiskehejre og Nathejre. (Ifølge Vogelkundliche Nachrichten aus Oberösterreich). |
Egretta garzetta (Litt.: (Linné) 1766)
På dansk:
Alle danske fuglebøger for Europa, herunder:
M. Beaman, S. Madge og K. Malling Olsen, Fuglene i Europa, Nordafrika og Mellemøsten, Gads Forlag
På engelsk:
På dansk
:
På islandsk
:
På engelsk
:
Se flere billeder af Silkehejre via Google.
Hejresiden er IKKE optimeret til Internet Explorer
© Ole H. Nielsen
Oplysninger om fejl, urigtigheder eller misforståelser på hejresiden
og forslag til forbedringer modtages med taknemmelighed webmaster@olehnielsen.dk